MRF 2024.1
EU-Domstolens dom af 11. januar 2024, 4. afd., sag C-252/22, Societatea Civilă Profesională de Avocaţi Plopeanu & Ionescu
Søgsmål om lovligheden af tilladelse fra 2009 til affaldsdeponi omfattet af det materielle anvendelsesområde for Århus-konventionens art. 9(3), men ikke i modstrid med art. 9(3), at et advokatselskab, der hverken var adressat for eller berørt af tilladelsen, ikke på egne vegne havde søgsmålskompetence vedr. lovligheden af tilladelsen, idet art. 9(3) ikke er udtryk for en actio popularis. Art. 9(4) om forbud mod uoverkommeligt dyre sagsomkostninger er for upræcis til at have direkte virkning, men skal sammen med EU-chartrets art. 47 fortolkes således, at der ved udmåling af sagsomkostninger skal tages hensyn til den offentlige interesse i at beskytte miljøet.
Baggrunden for sagen var, at det rumænske advokatselskab A havde rejst sag mod de rumænske myndigheder om lovligheden af en i 2009 meddelt tilladelse til et affaldsdeponi omfattet af affaldsdeponeringsdirektivet (1999/31). Sagsanlægget blev afvist af en lokal domstol med henvisning til manglende søgsmålskompetence, men efter appel blev der rejst tre præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkning af Århus-konventionens art. 9 og art. 47 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Hovedspørgsmålet var, om en retlig enhed, som ikke er en miljøorganisation, har søgsmålskompetence vedr. en påstået overtrædelse af rumænsk miljølovgivning, når der er enighed om, at overtrædelsen ikke berører eller krænker den retlige enheds legitime interesse. EU-Domstolen lagde med udgangspunkt i dommen i sag C-873/19 (MRF 2022.192) til grund, at den påståede overtrædelse er omfattet af det materielle anvendelsesområde for Århus-konventionens art. 9(3), men lagde herefter til grund, at der var enighed om, at advokatselskabet ikke var en miljøorganisation omfattet af Århus-konventionens art. 2(5), men at art. 9(3) om ’medlemmer af offentligheden’ har et bredere anvendelsesområde end art. 9(2) om prøvelse af projekter. Selv om art. 9(3) tillægger medlemsstaterne en større skønsbeføjelse end efter art. 9(2), vil art. 9(3) blive frataget sin effektive virkning, hvis medlemsstaterne ved fastlæggelse af nationale kriterier for søgsmålskompetence fratager bestemte kategorier af offentligheden adgang til retlige eller administrative procedurer, jf. sag C-826/18 (MRF 2021.28), uden at dette indebærer en actio popularis (præmis 53-55). Herefter fastslog EU-Domstolen, at Århus-konventionens art. 9(3) ikke er til hinder for, at en juridisk enhed, der ikke er en miljøorganisation, alene indrømmes søgsmålskompetence i forhold til prøvelse af en forvaltningsakt, den pågældende ikke er adressat for, når der er sket en krænkelse af en privat legitim interesse, jf. ligeledes sag C-535/18 (MRF 2020.5). I forhold til den rumænske domstols spørgsmål om, hvorvidt A var omfattet af forbuddet i art. 9(4) om uoverkommeligt dyre sagsomkostninger, lagde EU-Domstolen til grund, at dette også gælder søgsmål omfattet af art. 9(3)’s materielle anvendelsesområde, uanset om betingelserne for søgsmålskompetence er omfattet (præmis 71). Herefter fastlog EU-Domstolen, at forbuddet mod uoverkommeligt dyre sagsomkostninger både indeholder et objektivt og et subjektivt krav, som fastslået i sag C-260/11, men at denne forpligtelse i art. 9(4) er for upræcis til at have direkte virkning, jf. sag C-470/16. Forpligtelsen må dog i lyset af chartrets art. 47 fortolkes således, at sagsomkostningerne ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anlægge sag, jf. ligeledes C-240/09, hvilket den forelæggende rumænske domstol derfor måtte efterprøve (præmis 82).
Kommentar: Det er ikke en overraskelse, at EU-Domstolen afviste, at Århus-konventionens art. 9(3) om medlemmer af offentlighedens adgang til administrative og retlige procedurer for at påtale ulovlige forhold ikke er udtryk for en actio popularis, dvs. en generel prøvelsesadgang for offentligheden, jf. også sag C-826/18 (MRF 2021.28). Det må tillige anses for velbegrundet, at advokatselskaber ikke på egne vegne har krav på at kunne rejse sag om overtrædelse af miljølovgivningen, når advokatselskabet ikke er berørt, hvormed det implicit er forudsat, at advokatselskabet ikke optræder på andres vegne. Dommen i sag C-252/22 må dog tages som en understregning af, at det næppe er muligt at afskære adressater for en afgørelse vedr. miljølovgivningen fra at kunne efterprøve denne, hvilket kan tyde på, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser i MRF 2023.182 Mfk, MRF 2023.218 Mfk og MRF 2023.229 Mfk er i modstrid med Århus-konventionen, ud over at den næppe er forenelig med almindelige forvaltningsretlige principper. I forhold til spørgsmålet om sagsomkostninger følger dommen de tidligere domme i sag C-260/11 og sag C-470/16 – se hertil Pagh: U 2011B.11. Selv om Århus-konventionens art. 9(4) ikke er tillagt direkte virkning i sig selv, har de hensyn, som reglen er udtryk for, således alligevel indvirkning på den nationale retsorden ud fra effektivitetsprincippet og chartrets art. 47 om adgangen til effektive retsmidler.